Afskaffelse af stemmebegrænsningsreglen

Den 15. januar 2020 blev der fremsat lovforslag om en ny og mere moderne ejerlejlighedslov, der på nuværende tidspunkt forventes at træde i kraft den 1. juli 2020.

I 1979 blev ejerlejlighedsloven ændret, og der blev i den forbindelse indført en stemmebegrænsningsregel i ejerlejlighedslovens § 2 stk. 4. Stemmebegrænsningsreglen har i praksis forhindret, at investorer der ejer flere ejerlejligheder i en ejerforening, ikke kan deltage i afstemninger med fordelingstal for lejligheder, der er genudlejet efter 1979. Denne stemmebegrænsning blev indført med det formål, at hindre magtmisbrug og at sikre mindretallet en rimelig medindflydelse i en ejerforening. Netop for at undgå, at den oprindelige ejer af hele ejendommen solgte præcis det antal lejligheder der gjorde, at ejeren fortsat bevarede flertallet af stemmerne på generalforsamlingen og dermed den dominerende indflydelse. Ejerlejlighedsloven § 2 stk. 4 er præceptiv, og kan derfor heller ikke fraviges ved aftale.

Stemmebegrænsningen har igennem årene været kritiseret blandt ejendomsinvestorer, da bestemmelsen har begrænset investorers mulighed for at udøve betydelig indflydelse på generalforsamlingen.

Der er i lovforslaget nu lagt op til, at afskaffe denne stemmebegrænsning. I stedet indføres en generalklausul der har til formål, at tilsidesætte beslutninger på en generalforsamling, der skaffer visse ejere en utilbørlig fordel på andre ejeres eller ejerforeningens bekostning. Denne generalklausul vil have en præventiv effekt over for åbenlyst urimelige beslutninger.

Specielt for ejendomsinvestorer er den nye retsstilling interessant, da man som investor fremadrettet bevarer muligheden for at opnå betydelig indflydelse på generalforsamlingen, i henhold til, at man nu kan stemme ud fra de samlede fordelingstal. Samtidig bliver der taget hensyn til minoritetsejerlejlighedsejerne.

AF: ANDERS QUISTGAARD, INDEHAVER AF QUISTGAARD ADVOKATFIRMA

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *