Flere danskere opretter en fremtidsfuldmagt

Ved sygdom, eksempelvis demens, er det andre mennesker, der skal træffe visse beslutninger for den syge. Derfor er det en god idé i tide, at tage stilling til en fuldmagt – hvis man ud i fremtiden skulle blive ramt.

MANGE HAR OPDAGET fordelene ved oprettelsen af en fremtidsfuldmagt. Der findes på nuværende tidspunkt ikke konkrete antal på, hvor mange der er oprettet, men det er min klare oplevelse i min dagligdag som advokat, at der mange danskere der har taget stilling. Tidligere, inden vi fik muligheden for at oprette en fremtidsfuldmagt, var det meget brugt at få oprettet en såkaldt generalfuldmagt. Når der oprettes en fuldmagt, giver du en anden person lov og ret til at varetage dine interesser og handle på vegne af dig. Fuldmagter kan udformes på flere forskellige måder, og det er som udgangspunkt ikrafttrædelsestidspunktet, der adskiller en fremtidsfuldmagt fra en generalfuldmagt. En generalfuldmagt træder i kraft ved underskrift og en fremtidsfuldmagt træder først i kraft når den, der har oprettet fuldmagten, ikke længere kan tage vare på sig selv – dette sker så automatisk.

Netop ikrafttrædelsestidspunktet gør det særligt oplagt at kombinere en fremtidsfuldmagt med en generalfuldmagt. De to typer af fuldmagter kan kombineres i det samme dokument, og på den måde er der taget stilling til en nuværende situation, hvor der kan være brug for en fuldmagt – forløbet hen til sygdom og efterfølgende. Med en kombineret general- og fremtidsfuldmagt er der taget stilling hele vejen rundt (så at sige), og det vil oftest være det de fleste ønsker. For mange vil en fremtidsfuldmagt alene ikke nødvendigvis være den bedste løsning.
En oplagt fordel ved en kombinationsfuldmagt vil være, at der ikke opstår et tomrum, indtil en fremtidsfuldmagt træder i kraft, og hvor der kan være behov for nærtstående til at kunne træffe beslutninger.

EN FREMTIDSFULDTMAGT ER en fuldmagt, som først træder i kraft i fremtiden på det tidspunkt, hvor du mister evnen til at kunne varetage dine personlige og økonomiske forhold. Opretter du derfor en fremtidsfuldmagt i dag, vil den først kunne blive sat i værk på det tidspunkt i fremtiden, hvor du bliver syg eller på anden måde ikke kan varetage egne forhold. For at fremtidsfuldmagten kan træde i kraft, skal Familieretshuset anmodes om ikrafttrædelse, når lovens betingelser herfor er opfyldt. Fremtidsfuldmagter er stadig en ny fuldmagtstype, da det først fra 2017 blev muligt at få sin fremtidsfuldmagt registreret. Denne form for fuldmagt skal tinglyses ved en notar, for at den er gyldig.
Det er dog ikke alle, der vælger en fremtidsfuldmagt, men derimod vælger en generalfuldmagt. En generalfuldmagt træder i kraft fra det tidspunkt, hvor generalfuldmagten underskrives. Modsat fremtidsfuldmagten skal denne ikke tinglyses ved en notar, hvorfor denne fuldmagt i praksis har skabt usikkerhed, idet det kan være sværere at få anerkendt en generalfuldmagt, som ikke er tinglyst, frem for en tinglyst fremtidsfuldmagt. 

ER DU I tvivl om, hvilken form for fuldmagt der vil være mest hensigtsmæssig for dig? For at sikre sig bedst muligt, er det efter min overbevisning mest hensigtsmæssigt at kombinere generalfuldmagten og fremtidsfuldmagten. I en kombinationsfuldmagt kan man indsætte en bestemmelse, hvori det bestemmes, at fuldmagten skal have virkning som en generalfuldmagt og dermed træde i kraft straks. Herved sikrer man, at fuldmagten kan anvendes straks uden at skulle være afhængig af Familieretshusets sagsbehandlingstid, herunder indhentelse af dokumentation fra læge, helbredsundersøgelser etc.
Vælger man en kombineret fuldmagt, skal denne tinglyses, hvilket kan gavne fuldmagtsforholdet i situationer, hvor der kan opstå tvivl om, hvorvidt der er oprettet en fuldmagt eller ej. Ved at oprette en kombineret fuldmagt skabes der derfor bedre tryghed og sikkerhed.  

SIDDER DU DERHJEMME og tidligere har oprettet en generalfuldmagt, og er du i tvivl om, hvorvidt du har behov for en fremtidsfuldmagt og/eller en kombinationsfuldmagt, så er det essentielt at vurdere den nuværende fuldmagts omfang og indhold. Det er vigtigt at sikre, at fuldmagten passer netop til din situation og ønsker, med særligt fokus på hvornår fuldmagten skal træde i kraft. Ønsker du en fuldmagt, hvori der kan tages stilling til nuværende forhold samt forhold i fremtiden, kan det derfor være anbefalelsesværdigt at oprette en kombineret fuldmagt.
Såfremt der oprettes en kombinationsfuldmagt, umyndiggøres du ikke som fuldmagtsgiver, og fuldmagtsgiver kan derfor stadig selv træffe beslutninger. Det betyder kun, at der, ud over personen selv, også er en anden person, der kan handle, hjælpe og træffe beslutninger på vegne af fuldmagtsgiver.

FEM GODE RÅD

1. Få taget stilling til spørgsmålet om fuldmagt inden det er for sent. Allerede ved begyndende demens kan det være vanskeligt at få en fuldmagt på plads.

2. Overvej omfanget af fuldmagten, og hvad du ønsker at give fuldmagt til.

3. Skal fuldmagten både vedrøre økonomiske og personlige anliggender?

4. Skab overblik frem for ubesvarede problemstillinger – brug derfor ikke en standard formular fra nettet, som du eller dine nærtstående skal bruge juridisk bistand til at forstå.

5. Tag stilling til, hvornår fuldmagten skal træde i kraft.


AF: ANDERS QUISTGAARD, INDEHAVER AF QUISTGAARD ADVOKATFIRMA

Trykt i Fyens Stiftstidende (Base Bolig) 30. juni 2019

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *